Hvad fa..... har de gang i?

Hvad har mennesker gang i, når de tager en 17-årig pige, hvis eneste forbrydelse er at have forelsket sig i og giftet sig med en mand af en anden trosretning, og stener hende til døde?

Hvad fa..... er det, der får folk til den slags? Religiøs overbevisning af den ene eller den anden slags? Ja, det kan være, eller en voldskultur, der tilsiger, at dme der træder ved siden af, skal idømmes den hårdeste straf overhovedet. Eller et kvindeundertrykkende samfund, hvor kvinder slet ikke skal træde ved siden af og slet ingen rettigheder har til at kunne vælge selv?

Jeg kunne sikkert godt finde en forklaring, som kunne forstås rent intellektuelt og akademisk, men at fatte at mennesker kan gøre noget sådant, det kan jeg ikke, en ekstra absurditet ved dette uhyrlige overgreb er, at steningen blev foreviget af diverse mænds mobil-kameraer. Så disse totalt vanvittige mænd, som man tænker sig lever i en forestillingsverden fra omkring middelalderen eller tidligere, render alligevel rundt med et af den moderne tids gennemgående symboler, mobilen.

Jeg har svært ved at se hvilken straf, der ville være hård nok ved disse stenende mænd, men jeg har ind i mellem kommet over en skræk-film, hvor de viste et par metoder, der ville være passende for disse svin. Jeg er ikke altid helt glad for at dele køn med sådanne mænd. Så uanset straffen, skulle den nok indebære, at deres videre triste og skumle skæbne skulle udbredes til andre mænd, der skulle gå med overvejelser om at tage stening i brug i fremtiden. For problemet er jo langt hen ad vejen, at disse svin af nogle mænd slipper fra deres overgreb uden nogen form for straf. Netop fordi kvindeundertrykkelsen er så dybt indlejret i hele mentaliteten. Og det er desværre for let at sige, at det kun er nogle få samfund eller kulturer, hvor undertrykkelsen er så gennemgribende. Det findes i mange kulturer og ikke mindst i mange religioner. Men mere om det en anden gang.

Er Bent Falbert den største klaphat?

Er det kun fodbold-tosser, der skal stå til regnskab overfor pøbelen for deres erninger eller er avisers chefredaktører også ansvarlige for deres måde at behandle diverse nyheder på?

Bent Falbert, Chefredaktør på dagbladet, der tør hvor andre tier, selv om de indimellem skulle overveje dette, var her til morgen i DR P1. I sig selv en besværlig kombination og dette kunne også mere end anes på Falberts stemme og attitude. Her var folkets stemme overfor kloge-åge i studiet.

Kloge-Åge, som godt var en kloge-Jette, havde fundet frem til nogle udtalelser fra en ekspert i medier, Stig Hjarvard, som mente, at det var farligt med Ekstra Bladets tilgang til den unge mand, der løb på banen i landskampen mod Sverige og slog på dommeren. Ekstra Bladets artikler, hvor manden blev kaldt idiot og andet nedladende (ikke at jeg skal forsvare hans handlinger) og opfordringer til at navngive manden overfor EB, kunne tolkes som opfordringer til en mindre blid behandling af manden, skulle man møde ham.

Falbert fandt naturligvis, at denne ekspert blot var professionelt bekymret, det var tydeligt at eksperter ikke taler på folkets vegne, hvis man spurgte Falbert, og desuden var Falberts pointe, at manden måtte tage konsekvensen af sine handlinger, sådan en klaphat (altså manden på banen). Adspurgt om EB måtte konsekvensen af deres handlinger (læs artikler) hvis manden så blev overfaldet eller forulempet, var automatsvaret straks, at manden jo som bekendt og tidligere nævnt måtte tage konsekvensen af sine handlinger.

Udover at vi trods alt ikke har indført gadens parlament frem for et retssystem, kan man spørge sig selv, om ikke en chefredaktør er ansvarlig for en avis' tilgang til behandling af nyhederne? Og selv om EB's læsere ikke nødvendigvis er de samme som P1 morgens, er det vel stadig avisen, der skriver artiklerne, ellers kunne EB vel bare stille overvågningskameraer og mikrofoner op på strategiske steder og så bare lave et udskrift af folkets stemme i deres avis?

Så lad os sige, at hvis der tilstøder denne mand noget, udover at han bliver dømt i en dansk retssal for hvad det måtte hedde at pande dommeren ned i en landskamp, så kan man jo skrive Falberts adresse og mobil nr. ned i en sms, sende den rundt til venner og bekendte og opfordre alle til at sende hade-sms'er til Bent Falbert. Så kan han jo stå til regnskab for sine handlinger!

Allan Olsen rammer fuldstændig plet med sin nye single!

Tekst og musik Allan Olsen

Roser og violer blå

jeg ku’ gør’ som jeg plejer jeg ku’ bli’ bag mit skjold
og la’ dem uden sko forsøge at spille bold
og vende ryggen til havnen når nogen falder i
jeg hører ingen pladask - jeg kan ingenting se
men jeg har trådt de hér gader inden vejen blev lagt
kysset bagerens jomfru inden kagen var bagt
jeg har sovet i timen som så mange med mig
men aldrig set et benspænd
så lusket og fejt

skatten er høstet kontingentet er sendt
banen er kridtet og selvom kampen den er vendt
er det forstemmende at se hvordan det førende hold
tromler frem over banen med bulldozerbold
der tackles igennem mod de svageste led
der spilles konsekvent på dem der ligger ned
den taktik var til grin på min barndomsvej
den form for fodbold ka’ jeg huske vi kaldte for
lusket og fej

der råbes på forbinding fra reservernes bænk
fra oldboys og lilleputter sparet i sænk
men I har planer med behandling og med gazebind
jeres anfører vrisser - hvad bilder I jer ind
jo for han ved godt der venter ham en spillerunde mer’
hvor han runhåndet gir’ et stykke plaster til hver
set fra sidelinien undrer det mig
hvor langt man kan nå med en spillestil
så lusket og fej…


nogen er til roser nogen violer blå
jeg vander min forglemmigej
for jeg håber I blir husket
næste gang der vælges hold
for jeres oplagte klamren til bolden
så lusket og fej

vi noterer os din styrke pokalen er din
men medgang forpligter så før du går i selvsving
så sig hvad du har tænkt dig hvad har du for en plan
når nogen har smidt en lort i patientens seng
hvad gemmer du dér bag ryggen lad os få det at se
er det små notitser med en skjult strategi
månen bag gardinet skinner fattet men bleg
den skinner på et sammenrend
så lusket og fejt

jeg ku gøre som jeg plejer jeg ku blive bag mit skjold
jeg er så heldig jeg ka’ nøjes med lidt bordfodbold
massakren på banen skal virkelig være slem
før en halvgammel kyniker som mig træder frem
men jeg har trådt de her gader inden vejen blev lagt
kysset bagerens jomfru inden kagen var bagt
sku’ man gemme sig i busken - nej gu’ skal man ej
man må græmmes ved et game
så lusket og fejt

nogen er til roser nogen violer blå
men jeg gemmer min forglemmigej
for jeg håber I blir husket
når der snart skal vælges hold
for jeres hån mod de svageste ben – og en spillestil
så lusket og fej

USA slutter fred med Osama Bin Laden!?

Kan man forestille sig, at den amerikanske regering bad et 3. land, for eksempel Finland, om at facilitere en forhandling mellem USA og Osama Bin Laden, så de 2 parter kunne indgå en våbenhvile og efterfølgende forhandle sig frem til en varig fred.

Det vil godt nok betyde, at den amerikanske regering skulle forhandle med en person eller en bevægelse, som de selv har sat på deres liste over terrorister og terror-organisationer.

Lyder det som et sandsynligt fremtidsscenario? Er de ikke netop sat på denne terror-liste fordi de er fjenden; en fjende, man ikke forhandler med, men i stedet nedkæmper med alle midler? Man forhandler ikke med erklærede terrorister med blod på hænderne, vel!

Betyder det så ikke, at de grupper, der står på den amerikanske og EU's terrorliste, ikke er nogen man forhandler med? Et oplæg til forhandling kunne meget nemt kunne ses som en indrømmelse af, at disse grupper måske har en sag, som kan diskuteres og måske endda en sag, der er retfærdig. Som Jørgen Dragsdahl også skriver: "Vestens politiske ledere har (nemlig) besluttet, at vi er i krig med "terrorister" – og sådanne fjender forhandler man ikke med, thi, dikterer gængs politisk visdom, indrømmelser til terrorister inspirerer blot til mere terror."

Derfor, og nu kommer jeg til dette indlægs årsag, kan det synes meget tankevækkende, når den amerikanske regerings udsending Nicholas Burns alligevel støtter forhandlinger og en fredelig løsning af borgerkrigen på Sri Lanka. Nicholas Burns, som er Under Secretary of State for Political Affairs, udtalte under et tidligere besøg på Sri Lanka ifølge www.tamilnet.com, at USA fastholder den sædvanlige og ovennævnte linje overfor grupper på den amerikanske terror-liste. Burns udtaler blandt andt, at "The US does not recognise the LTTE. We don't deal with them, we don't support them, we are extremely critical of them.... we have no sympathy whatsoever for the Tamil Tigers,".

Imidlertid støtter USA samtidigt stærkt forhandlinger med LTTE og finder, at der ikke er en militær løsning på problemet. Nicholas Burns uddybede med at USA er en af sponsorerne til disse samtaler, så vejen frem er en fredsaftale.

Det ser på sin vis meget pænt ud, men det harmonerer dårligt med den udbredte opfattelse af at terrorisme aldrig må kunne betale sig, dette vil blot føre til mere terrorisme.

Til gengæld peger det på, ikke i den amerikanske optik, men i undertegnedes samt i den tidligere chef for Sri Lanka Monitoring Mission, den svenske general Ulf Henricsson, at en placering på en terror-liste rent faktisk kan forhindre en fredelig løsning på den pågældende konflikt.

Kort sagt, sæt en organisation på din terror-liste og du kan pludselig stå i større problemer end før. Eller som Ulf Henricsson påpegede forud for EU's inklusion af De Tamilske Tigre på deres terror-liste; at sætte LTTE på terror-listen kan føre til øget vold og flere angreb. Pludselig er den sri lankanske regering og LTTE ikke ligeværdige partnere og de vil derfor have meget svært at forhandle på lige fod.

Så med LTTE på EU's liste var en fredelig løsning på den ødelæggende konflikt dermed længere væk end nogensinde siden fredsaftalen i 2002.

Man kan derfor kun håbe på, at USA lægger mere vægt på deres ønsker om forhandling og en fredelig løsning end de bastante udtalelser om LTTE og at blandt andet EU vil overveje, hvordan det kan være muligt at blive slettet af de eksisterende terror-lister. Dette kunne i nogle tilfælde forhåbentligt være med til at finde løsninger på konflikter frem for at eskalere dem. Og dermed være en mere effektiv bekæmpelse af terrorisme end rigide lister.

Som at være der selv - Sri Lanka a la Bagdad

For nogle uger siden efterhånden (før jeg oprettede denne blog), blev jeg en lørdag natten vækket ved stilheden af vores airconditioner, der var holdt op med at køle og larme og så var der også lige dybe lyd af..... ja, først troede jeg det var fyrværkeri på grund af Sri Lanka's tilsyneladende sejr ved VM i cricket. Finalen blev nemlig spillet præcis på det tidspunkt og vist på lokalt tv. Men det skulle vise, at lyden var noget meget mere alvorligt. Det var det nye tamilske luftvåben (TAF = Tiger air Force), som angreb Colombo eller rettere sagt et gasdepot samt et andet militært mål i byen.

Men det var jeg ikke klar over på det tidspunkt.

Til gengæld blev jeg hurtigt klar over, at det var mere alvorligt en som så, for ud at vinduet kunne jeg se spor-projektiler lyse nattehimlen op. Det første jeg tænkte var at det lignede noget jeg havde set på tv måske under den første Irak-krig eller under den nuværende besættelse af Irak. Altså himlen over Bagdad oplyst af antiluftskytsets spor-projektiler (jeg er ikke sikker på at det er den korrekte betegnelse).

Til gengæld var jeg ikke i tvivl om alvoren i det der foregik. Hele byen var mørkelagt, selv i nabohuset, der huset et kontor og som har en diesel-generator i tilfælde af strømsvigt, var der råben og uden at jeg forstod alt hvad der blev sagt på sinhalesisk, kunne jeg se, at de slukkede for alt deres lys, så de var tydeligvis ikke trygge ved at være et lysende punkt i det ellers mørke Colombo.

På den anden side ville det være nemmere for de tamilske tiger-fly at pejle sig efter det store Hilton Hotel, der med sine fuldt belyste 33 etager i nærheden lyste godt op. Hæren har efterfølgende bedt folk og hoteller med generator om ikke at anvende dem, ellers er der nok ikke så meget ide i at slukke for hele byens el-forsyning, når formålet ellers er at man ikke alt for tydeligt vil afsløre potentielle bombemål.

Som en anden CNN reporter fik jeg sneget mig op på vores tagterrasse for at prøve at filme lysene over Colombo, men fornuften og nervøsiteten fik mig nu ret hurtigt ned igen. Og ganske rigtigt, som jeg havde tænkt den nat, de kugler, der bliver fyret af, falder nu nok ned igen. Og det viste sig da også, at et sted mellem 10 og 30 civile var blevet såret af nedfaldne kugler af forskellig art.

For det var ikke kun anti-luftskyts der blev fyret af. Rygterne, og dem er der mange af i et land i krig og med få reelle informationer tilgængelige, vil, at fra den internationale lufthavn i nord til indenrigslufthavnen i syd, en strækning langs med vest-kysten på ca. 50 km, blev der fyret løs mod nattehimlen med antiluftskyts, geværer, pistoler og maskinistoler. Noget tyder på, at der var problemer med at lokalisere de angribende fly.

Det mest opsigtsvækkende resultat af den massive beskydning blev, at der blev skudt på et et civilt fly, der lagde an til landing i den internationale lufthavn. Flyet måtte hastigt stige igen, indtil alle var klar over, at det var tale om et stort civilt passagerfly.

Efter denne episode og på grund af at det sri lankanske luftvåben ligger klods op af den internationale lufthavn, har det Hong Kong baserede flyselskab Cathay Pacific og det store selskab Emirates med base i Dubai aflyst en del flyvninger til Sri Lanka, mens Singapore Airlines kun flyver på Colombo i dagtimerne.

Hele lufthavnen er nu lukket for al flyvning om natten, hvilket har givet mange aflysninger for afgange fra øen og man kan kun gisne om, hvor mange tilrejsende turister, der har valgt at aflyse deres ferie her i dette borgerkrigshærgede land, som ellers har alle egenskaber til at kunne kaldes et vaskeægte tropisk paradis. I øjeblikket er det desværre kun tropisk. Og for de lokale i de områder, hvor krigen raser (Øst og Nord), er Helvede en del mere dækkende end Paradis!

Se billeder fra luftangrebet på BBC's hjemmeside.

Med hudfarvet hud

Kan du huske, da man som barn sad og tegnede og så manglede man lige den der hudfarvede tusch, når ansigtet på tegningen skulle have den rette kulør?

Vi ved vel alle hvilken farve den hudfarvede tusch havde og har. Ja, nemlig, den er let lyserød, vel allermest en slags grisefarvet og ikke rigtig den blege farve, som vi danskere ellers normalt har, ihvertfald i store dele af året.

Men så er der jo selvbruneren, en creme, der kan give danske kvinder og mænd en mere sund og glad hudfarvet hud. Eller en ferietur, hvor man skal stege dagen lang og mest bruger solcreme for at undgå at farven skaller af inden man når hjem til venner og kollegaer og får vist sin feriefarvede hudfarvede hud frem. Jeg har selv tilbragt 5 uger på Tyrkiets strande og havde efterhånden opnået en hudfarve, der lå et godt stykke fra den ægte hudfarve, for så at gå i tyrkisk bad den sidste dag inden hjemrejsen! Så var jeg hudfarvet igen.

Men her på Sri Lanka slåsser de med helt andre problemer. Så derfor kan man i de fleste små butikker og i det lokale supermarked, købe en tube med noget, der kaldes "skin brightener". Jeg tør ikke gætte på, hvad der er i, men det er måske ikke værre end selvbruner cremen i Danmark, men det skulle efter tegningerne udenpå tuben virke lige modsat, dvs. give en lysere, blegere eller hvidere hud, eller med andre ord en mere hudfarvet hud.

Jamen hvorfor vil de ikke være brune, det ser jo sundt ud og tænderne får et lidt hvidere skær som kontrast til den brune farve.

Jamen, hvorfor vil vi, altså os hvide danskere, for der er jo også danskere, der slet ikke har behov for denne selvbruner creme, hvorfor vil vi ikke være hvide og blege og hvorfor ønsker vi ikke at vores tænder skal se gule ud imod vores naturligt hudfarvede hud?

Måske skulle jeg lige gribe fat i en de lokale, når jeg møder en, der er i færd med at købe denne skin brightener og så få spurgt om; Hvorfor?

Måske har det noget at gøre med at de ikke har lyst til at ligne en, der arbejder hele dagen ude i solen? For eksempel en vejarbejder, en daglejer, en the-plukker eller en ris-høster, for jeg skulle hilse og sige, at de fleste af dem har en rigtig god og sund kulør, ganske uden brug af selvbruner-cremen.

Af sikkert samme grund er paraplyer ofte lige så meget til at beskytte mod solens skarpe stråler som for at holde dig tør i monsunregnen.

Uanset hvad virker det til, at mange her på øen gør hvad de kan for ikke at blive for solbrændte. Og helt tydeligt bliver det, efter vi har adopteret en lille pige fra Sri Lanka, Selma Dharanie som hun hedder. Det kan godt ske, at man i Danmark lægger mærke til om nogen skulle have en anden hudfarve end den hudfarvede, men det er vist ingenting imod hvad vi får af kommentarer her på Sri Lanka. Åh, siger de, hun er godt nok meget fin og lys i huden! Pas på, hun ikke bliver for brun i solen, er en anden gængs kommentar. Og så sammenligner de hende hudfarve på arme og ben og i ansigtet og det er jo så tydeligt for os, at så længe hun ikke er for mørk i ansigtet, så skal det nok gå! Så skidt med lårene, de skal alligevel ikke vises frem i det kolde nord.

Og vi andre 3 blegansigter i familien; ja, vi bliver også bedømt på hudfarven og bliver automatisk tiltalt som Sir og Madam, også af vildtfremmede mennesker på gaden, der lige vil veksle et par ord eller sælge en uundværlig souvenir. Så vi bliver placeret ret højt på den sociale rangstige, i det allestedsnærværende sociale hierarki, blot fordi vi har den hudfarvede hud.

diskrimination af adoptivbørn og deres forældre

Her gik man og troede at når man adopterede et barn, fik alle papirer i orden, fik et dansk rødbede-farvet pas (meget attraktivt her i Sri Lanka), og ellers opførte sig ordentligt, så ville vores datter være dansker, sådan på alle måder juridisk og retligt etc.

Men nej, eller det vil sige jo, når vi som par har adopteret, er der juridisk og retligt ingen forskel på vores adopterede barn og vores biologiske barn. MEN hvis man som enlig forsørger havde valgt og efterfølgende blevet godkendt til at adoptere, så ville ens adopterede barn pludselig ikke være som de andre mht. rettigheder i det danske samfund.

Det kan synes som en mindre ting med det særlige børnetilskud, som enlige adoptanter ikke har ret til og beløbet er heller ikke det afgørende, selv om det kan være en hjælp for de fleste. Det er langt mere princippet om at "børn adopteret fra udlandet af en enlig ikke får det særlige børnetilskud, som gives til alle andre danske børn med kun én forsørger. Ca. 46.000 børn får tilskuddet, til forskel fra de knap 400 adoptivbørn med kun én forsørger." (kilde: Adoption og samfund)

Ifølge Britta Schall Holberg hænger Folketingets modvilje mod at ændre på dette (se beslutningsforslag B74) sammen med, at mange politikere er modstandere af, at enlige overhovedet har fået lov til at adoptere.

Uanset baggrunden er det en diskrimination af en lille gruppe borgere, som ellers havde alt mulig grund til at tro, at de var ligesom de andre! Det er åbenbart ikke kun det med at være adopteret, det er heller ikke kun det med at være enlig forsørger, det er kombinationen af at være enlig forsørger til et adopteret barn, der udløser forskelsbehandlingen. Så hvis Folketinget ikke vedtager B74, kan man konkludere at et folketingsflertal ønsker at fastholde en diskrimination af en lille gruppe borgere i det danske samfund. Så ikke alle er modstander mod enhver form for diskrimination.

jeg er ikke vild med diskrimination

Hvem er ikke modstander af diskrimination? Det er der tilsyneladende mange der ikke er, altså imod diskrimination.

Nu bor jeg for tiden i et land, hvor diskrimination er en del af kulturen, forskelsbehandling vil nogle kalde det, andre her vil sikkert kalde det naturens orden eller kulturens orden eller Guds vilje.

Under alle omstændigheder holder det sociale hierarki tingene på plads og står godt og grundigt i vejen for en større og mere gennemgribende udvikling. Det højeste og bedste man kan blive er det samme som sine forældre, men det rykker ikke meget, når de fleste forældre her er relativt uuddannede, fattige, daglejer-ansatte, rettighedsløse etc. Så rykker det jo ikke at næste generation bliver det samme. For de laveste på den sociale rangstige må man som i alle kulturer ty til fatalisme og satse på en bedre chance i det næste liv, for de øverste på rangstigen betyder det let adgang til tjenestefolk, billige medarbejdere på tekstil-fabrikken samt konstant omgivelse af masser af mennesker, der vil åbne døre, feje for deres gadedør og andet servilt arbejde. Det skal lige bemærkes, at det ikke kun er overklassen, der har disse servile mennesker omkring sig, middelklassen eller enhver, der overhovedet har råd, ansætter folk i deres hus og det meste af samfundet er indrettet på at der altid er nogen hjemme, bedstemoren, tjenestepigen, chaufføren, gartneren eller andre ansatte.

Men det rykker bare ikke ved udviklingen. Som jeg læste i et business-magasin den anden dag, lukker systemet og den strenge sociale kontrol for enhver kreativitet og tænken selv. Forfatteren til artiklen var kommet hjem efter mange år i USA og tænkte nu tilbage på dengang i skolen, hvor hans anderledes ideer straks og ubønhørligt blev straffet af lærerne/systemet. Og han var rystet over, at denne mentalitet stadig gennemsyrer dette samfund.

Min egen søn skulle i skolen svare på, om han mente, at det var rimeligt, at en pige i en historie blev lagt i seng fordi hun havde slået sin bror. Efter lidt overvejelser valgte min søn at svare Nej, det var ikke rimeligt. Da vi fik opgaverne tilbage fra læreren, var svaret rettet til et Ja! Så meget for at udvise selvstændig tænkning og udtrykke en personlig holdning. Måske passer det godt i den nye test-kultur, hvor man skal teste sin paratviden. Og om ikke andet giver det folk herfra en god mulighed for at klare nationalist-prøven for at få dansk opholdstilladelse.

Og nu vi snakker diskrimination, er der på kryds og tværs af ovennævnte sociale hierarki forskelsbehandlingen af tamiler, muslimer og sinhalesere. Det skal jeg nok skrive om i et andet indlæg på min blog. Og for at føje spot til skade, er der også kønsdimensionen, dvs. kvinde-undertrykkelsen, som er ganske alvorligt udbredt her, både i de enkelte familier, i lokalsamfundet og i de større sammenhænge. Og det har de jo desværre til fælles med de fleste andre lande i verden.