For nogle uger siden efterhånden (før jeg oprettede denne blog), blev jeg en lørdag natten vækket ved stilheden af vores airconditioner, der var holdt op med at køle og larme og så var der også lige dybe lyd af..... ja, først troede jeg det var fyrværkeri på grund af Sri Lanka's tilsyneladende sejr ved VM i cricket. Finalen blev nemlig spillet præcis på det tidspunkt og vist på lokalt tv. Men det skulle vise, at lyden var noget meget mere alvorligt. Det var det nye tamilske luftvåben (TAF = Tiger air Force), som angreb Colombo eller rettere sagt et gasdepot samt et andet militært mål i byen.
Men det var jeg ikke klar over på det tidspunkt.
Til gengæld blev jeg hurtigt klar over, at det var mere alvorligt en som så, for ud at vinduet kunne jeg se spor-projektiler lyse nattehimlen op. Det første jeg tænkte var at det lignede noget jeg havde set på tv måske under den første Irak-krig eller under den nuværende besættelse af Irak. Altså himlen over Bagdad oplyst af antiluftskytsets spor-projektiler (jeg er ikke sikker på at det er den korrekte betegnelse).
Til gengæld var jeg ikke i tvivl om alvoren i det der foregik. Hele byen var mørkelagt, selv i nabohuset, der huset et kontor og som har en diesel-generator i tilfælde af strømsvigt, var der råben og uden at jeg forstod alt hvad der blev sagt på sinhalesisk, kunne jeg se, at de slukkede for alt deres lys, så de var tydeligvis ikke trygge ved at være et lysende punkt i det ellers mørke Colombo.
På den anden side ville det være nemmere for de tamilske tiger-fly at pejle sig efter det store Hilton Hotel, der med sine fuldt belyste 33 etager i nærheden lyste godt op. Hæren har efterfølgende bedt folk og hoteller med generator om ikke at anvende dem, ellers er der nok ikke så meget ide i at slukke for hele byens el-forsyning, når formålet ellers er at man ikke alt for tydeligt vil afsløre potentielle bombemål.
Som en anden CNN reporter fik jeg sneget mig op på vores tagterrasse for at prøve at filme lysene over Colombo, men fornuften og nervøsiteten fik mig nu ret hurtigt ned igen. Og ganske rigtigt, som jeg havde tænkt den nat, de kugler, der bliver fyret af, falder nu nok ned igen. Og det viste sig da også, at et sted mellem 10 og 30 civile var blevet såret af nedfaldne kugler af forskellig art.
For det var ikke kun anti-luftskyts der blev fyret af. Rygterne, og dem er der mange af i et land i krig og med få reelle informationer tilgængelige, vil, at fra den internationale lufthavn i nord til indenrigslufthavnen i syd, en strækning langs med vest-kysten på ca. 50 km, blev der fyret løs mod nattehimlen med antiluftskyts, geværer, pistoler og maskinistoler. Noget tyder på, at der var problemer med at lokalisere de angribende fly.
Det mest opsigtsvækkende resultat af den massive beskydning blev, at der blev skudt på et et civilt fly, der lagde an til landing i den internationale lufthavn. Flyet måtte hastigt stige igen, indtil alle var klar over, at det var tale om et stort civilt passagerfly.
Efter denne episode og på grund af at det sri lankanske luftvåben ligger klods op af den internationale lufthavn, har det Hong Kong baserede flyselskab Cathay Pacific og det store selskab Emirates med base i Dubai aflyst en del flyvninger til Sri Lanka, mens Singapore Airlines kun flyver på Colombo i dagtimerne.
Hele lufthavnen er nu lukket for al flyvning om natten, hvilket har givet mange aflysninger for afgange fra øen og man kan kun gisne om, hvor mange tilrejsende turister, der har valgt at aflyse deres ferie her i dette borgerkrigshærgede land, som ellers har alle egenskaber til at kunne kaldes et vaskeægte tropisk paradis. I øjeblikket er det desværre kun tropisk. Og for de lokale i de områder, hvor krigen raser (Øst og Nord), er Helvede en del mere dækkende end Paradis!
Se billeder fra luftangrebet på BBC's hjemmeside.